100+ prominente lærde af Islām vedrørende Tawassul, Istishfāʿ og Istighāthah igennem Ḥabīb ﷺ

﷽

Al lovprisning tilkommer Allāh ﷻ, som velsignede os med den gyldne mulighed for at søge hjælp og forbøn af den bedste af skabninger, vores leder Muḥammad ﷺ. Må Allāhs ﷻ fred og velsignelser være over ham, hans rene familie og noble ledsagere, så længe verden består.

Dette længere indlæg kommer til at være starten på en serie af indlæg ang. istighāthah/tawassul, hvor vi vil lægge ud med de lærdes holdninger til dette emne dvs. Tawassul, Istishfāʿ og Istighāthah igennem Ḥabīb ﷺ. Vi vil ikke nævne flere udtalelser fra én lærd, og vi vil forsøge at inkludere lærde fra alle generationer. Vi håber, at dette meget vigtige skriv sætter en stopper for propagandaen fra de løgnagtige Khawārij, der beskylder muslimerne for shirk for at handle på dét, som er stadfæstet som værende ikke-shirk ved konsensus (ijmāʿ). 

To vigtige afklaringer:

• Når vi skriver “historien om Sayyidunā ʿUmar”, mener vi det, som Ibn Abī Shaybah (d. 235), Ibn Abī Khaythamah (d. 279) og dusinvis af andre senere lærde beretter om, at folket blev ramt af tørke under Sayyidunā ʿUmars Khilāfah, og så gik nogen til Profetens ﷺ grav og sagde: “O Allāhs Sendebud! Bed om regn for din Ummah!” Derefter kom Sendebuddet ﷺ til manden i hans drøm og fortalte ham: “Gå til ʿUmar og fortæl ham, at vand skal gives til dig.” Og beretningen fortsætter. Blandt dem, der verificerede beretningen som autentisk var; Ibn Hajar al-Haytamī, Ibn Ḥajar al-ʿAsqalānī, Ibn al-Ramlī, Ibn Kathīr og andre. Andre, der har berettet den og ikke fandt noget problem med den, er Ibn ʿAbd al-Barr (d. 463), Muḥibb al-Dīn al-Ṭabarī (d. 694), al-Qasṭallānī (d. 923), Ibn ʿAsākir (d. 571), al-Suyūṭī (d. 911), al-Bayhaqī (d. 458), al-Dhahabī (d. 748), al-Samhūdī (d. 911), al-Zarqānī (d. 1122), Abū Yaʿlā al-Khalīlī (d. 446), Ibn Mandhūr (d. 711), Ibn ʿAllān (d. 1057) og andre.

• Når vi skriver “historien om al-ʿUtbī”, mener vi det, som de lærde inden for Manāsik fra alle Madhāhib berettede, omend denne beretning er svag, så accepterede de beretningens indhold, at al-ʿUtbī sagde: “En mand kom til Profetens ﷺ grav, sendte Salām på ham og hans to ledsagere. Derefter vendte han tilbage, og rettede sig mod Profeten ﷺ og sagde: “O Allāhs Sendebud! Jeg har hørt Allāhs tale {Og hvis de kun, når de gør uret mod sig selv, kom til dig, søgte tilgivelse fra Allāh, og Sendebuddet søgte tilgivelse for dem, ville de have fundet Allāh Accepterende af Angren og Nådefuld} så jeg er kommet til dig for at søge tilgivelse for min synd og for at søge forbøn hos dig til min Herre.” Og beretningen fortsætter. Den blev berettet af de fleste af de tidligere nævnte lærde og flere, som der vil blive demonstreret i bevisførelsen. 

Disse er de to vigtigste beretninger, som vi vil henvise til ved hjælp af en ‘kort form’ senere hen. Endvidere er det nødvendigt at understrege, at de lærde har brugt termerne Tawassul, Istishfāʿ og Istighāthah overlappende, så i essensen dækker de over det samme – at man bruger andre som mellemled og beder om deres forbøn (wasīlah) til Allāh, som er den Ultimative Kilde til hjælp. Istighāthah er rent sproligt ‘at søge hjælp’ fra en anden i majāzi forstand, men er Tawassul i ḥaqīqī forstand. Nu går vi videre til det egentlige emne — udtalelserne fra de største muslimske lærde om Tawassul, Istishfāʿ og Istighāthah gennem Sendebuddet ﷺ:

1) Al-Māwardī (d. 450), en vigtig Imām i Shāfiʿī Madhhab, siger i sit store Fiqh encyklopædia med titlen “al-Ḥāwī”, at det er anbefalet at besøge Sendebuddets ﷺ grav, og nævner derefter beretningen om al-ʿUtbī, hvor en mand søgte forbøn hos Sendebuddet ﷺ.

2) al-Rūyānī (d. 502), Fakhr af Islām, i sit værk “Baḥr al-Madhhab” (som er en meget vigtig referenceramme i Shāfiʿī Madhhab), nævner beretningen om al-ʿUtbī, hvor en mand søgte forbøn hos Sendebuddet ﷺ, og kalder det en “smuk hændelse”.

3) Al-Ghazālī (d. 505), den anden Imām al-Shāfiʿī, siger i sin velkendte bog “al-Iḥyāʾ”, at det anbefales at sige i Ziyārah: “O Allāh! Vi har adlydt Din ordre, og har til hensigt at søge forbøn gennem dit Sendebud til Dig, … så giv ham tilladelse til at gå i forbøn.”

 

4) Al-ʿImrānī (d. 558), Shaykh af Shāfiʿiyyah i Yemen, i sit værk “al-Bayān” (endnu en meget vigtig referencebog i Madhhab) nævner beretningen om al-ʿUtbī og manden, der gjorde Tashaffuʿ, og godkender det.

5) Al-Nawawī (d. 676), den ultimative autoritet inden for Shāfiʿī Madhhab, siger i “al-Īḍāḥ”, at vores Aṣḥāb citerede historien om al-ʿUtbī og godkendte den, og at det er det bedste at sige under Ziyārah, og at det er ønskværdigt at udføre Tawassul og Tashaffuʿ gennem Profeten ﷺ.

6) Ibn Ḥajar al-Haytamī (d. 974), den største imām af de senere Shāfiʿiyyah, siger i sine noter til det ovenstående, at der ikke er nogen forskel i tilladeligheden mellem Tashaffuʿ, Tawassul eller Istighāthah gennem nogen af ​​Sendebuddene eller Awliyāʾ, og han autentificerer historien om Sayyidunā ʿUmar.

7) Ibn al-Ramlī (d. 1004), den største imām af de senere Shāfiʿiyyah sammen med al-Haytamī, siger præcis det samme – der er ingen forskel i tilladeligheden mellem Tashaffuʿ, Tawassul eller Istighāthah gennem nogen af Sendebuddene eller Awliyāʾ, og autentificerer historien om Sayyidunā ʿUmar.

8) Al-Khaṭīb al-Shirbīnī (d. 977), endnu en stor Shāfiʿī Muḥaqqiq, siger i sin kommentar (Sharḥ) til “al-Minhāj”, at det er anbefalet at gøre Tawassul og Tashaffuʿ gennem Sendebuddet ﷺ under Ziyārah og henviser til beretningen fra al-Ḥākim om Profeten Ādams ﷺ Tawassul.

9) Al-Ramlī al-Kabīr (d. 957), i sit værk “Fatḥ al-Raḥmān”, citerer al-Nawawīs udtalelse i “al-Majmūʿ” og angiver, at det er anbefalet at gøre Tawassul og Tashaffuʿ gennem Sendebuddet ﷺ under Ziyārah.

10) Zakariyyā al-Anṣārī (d. 926), Mujaddid af det 9. århundrede og læreren til al-Ramlī al-Kabīr, al-Shirbīnī og al-Haytamī nævnt ovenfor, siger i “Fatḥ al-Wahhāb”, at det er anbefalet at udføre Tawassul og Tashaffuʿ gennem Sendebuddet ﷺ under Ziyārah.

11) Ibn al-Rifʿah (d. 710), Shāfiʿī Faqīhen i sin tid, siger i sin Sharḥ af “al-Tanbīh”, at det er ønskværdigt at udføre Tashaffuʿ gennem Profeten ﷺ i Ziyārah, og at vores Aṣḥāb citerede al-ʿUtbī’s fortælling, idet de godkendte den, og at det er en af de bedste ting at sige.

12) Al-Maḥallī (d. 864), en af forfatterne til Tafsīr al-Jalālayn, citerer al-Nawawī i “Kanz al-Rāghibīn”, idet han siger, at det anbefales at udføre Tawassul og Tashaffuʿ gennem Profeten ﷺ under Ziyārah.

13) Ibn al-Muqriʾ (d. 381) sagde, at han engang var sulten på grund af mangel på mad, hvilket fik ham til at søge hjælp fra Profeten ﷺ ved hans grav og sige: “O, Allāhs budbringer! Sult!” Efter noget tid bragte nogen ham masser af mad og sagde, at Profeten ﷺ havde instrueret ham til at gøre det.

14) Mālik b. Anas (d. 179), en af lederne af Salaf, blev spurgt, om man skulle vende sig mod Profeten ﷺ i al-Masjid al-Nabawī eller mod Qiblah. Han svarede: “Vend dig mod Profeten ﷺ og søg forbøn hos ham.” Berettet af al-Qāḍī ʿIyāḍ i “al-Shifā” med en god kæde.

15) Al-Taqī al-Subkī (d. 756), den store Shāfiʿī Mujtahid, dedikerer et helt kapitel til Tawassul, Tashaffuʿ og Istighāthah i “Shifāʾ al-Siqām”. Han siger: “Vær klar over, at Tawassul, Tashaffuʿ og Istighāthah er tilladt og godt, og dets godhed er kendt af enhver religiøs person.”

16) Al-Ṣāliḥī (d. 942), forfatteren til de 14 bind af Profetens ﷺ Sīrah, inkluderer ikke kun et kapitel, men en samling af kapitler i forsvar af Tawassul og Istighāthah. Han citerer mange lærde i disse kapitler, og det første, han citerer, er udsagnet fra al-Subkī ovenfor.

17) Ibn al-Ṣalāḥ (d. 643) sagde i sin berømte Muqaddimah inden for hadith-videnskaben: “Og til Ham underkaster jeg mig og beder, søger nærhed til Ham gennem ethvert mellemled og søger forbøn hos Ham gennem enhver forbeder…”

18) Al-Mawṣilī (d. 683), den store Ḥanafī-dommer, siger i “al-Ikhtiyār”, at man under Ziyārah bør sige følgende: “Så gå i forbøn for os hos din Herre…” og derefter nævner han en meget lang erklæring, hvorefter: “Forbøn! Forbøn! Forbøn, O Allāhs Sendebud!”

19) Al-Shurunbulālī (d. 1069), en vigtig Ḥanafī Muḥaqqiq, siger det samme som al-Mawṣilī (se ovenfor) i sin forklaring af Nūr al-Īḍāḥ, som er det mest memorerede og studerede begynder Ḥanafī værk.

20) Al-Ṭaḥṭāwī (d. 1231) forklarer de ovenfor nævnte udsagn fra al-Shurunbulālī, hvilket beviser, at han selv støtter tilladeligheden af Tashaffuʿ.

21) Raḥmah Allāh al-Sindī (d. 993) siger, at den besøgende hos Profeten ﷺ skal søge forbøn ved at sige: “O Allāhs Sendebud! Jeg beder dig om [din] forbøn”, tre gange.

22) Ibn al-Humām (d. 861) siger det samme — at det er anbefalet for den besøgende at fremsige: “O Allāhs Sendebud! Jeg søger din forbøn”, tre gange.

23) Ibn ʿĀbidīn (d. 1252), Khātimah al-Muḥaqqiqīn, siger, at enhver der ønsker at lære etiketten for at besøge Profeten ﷺ, bør referere til ‘al-Fatḥ’, ‘al-Lubāb’ og ‘al-Ikhtiyār’. De er blevet nævnt ovenfor, og de nævner alle Tashaffuʿ som værende anbefalet.

24) Najm al-Dīn al-Ghazzī (d. 1061), Shāfiʿī Imāmen, siger, at beretningen af al-ʿUtbī er blevet citeret og accepteret af de lærde inden for Manāsik fra alle Madhāhib.

25) Ibn ʿAsākir (d. 571), Ḥāfidh al-Dunyā, nævner i sit 80-bind “Tārīkh Dimashq” beretningen fra al-ʿUtbī, hvor en mand søgte forbøn fra Profeten ﷺ.

26) Al-Munāwī (d. 1031), i sit berømte værk “Fayḍ al-Qadīr”, forsvarer Tawassul og Istighāthah og citerer al-Subkī om emnet.

27) Al-Suyūṭī, Mujaddid og Mujtahid, nævner historien om al-ʿUtbī under sin forklaring af verset om dagene efter Ḥajj (al-Qurān 2:203).

28) Ibn Ḥajar al-ʿAsqalānī (d. 852), Khātimah al-Ḥuffādh, foretog mange gange Tawassul i sin poesi. En af dem lyder: “Ved din gavmilde dør, O Profet, står en syndig tjener. O den bedste iblandt mennesker, med et strålende ansigt. Han søger nærhed gennem dig, håbende på tilgivelse for sine synder.”

29) Ibn ʿAsākir – Abū al-Yaman – (d. 686) citerer sin lærer Ibn al-Ṣalāḥ og siger, at dét der nævnes i beretningen fra al-ʿUtbī er det smukkeste, man kan sige, når man besøger Allāhs Sendebud ﷺ.

30) Al-Buhūtī (d. 1051), en ekstremt vigtig Ḥanbalī imām, nævner beretningen fra al-ʿUtbī som en ‘gavn’ i bogens afsnit om Ḥajj i sit værk ‘Kashshāf al-Qināʿ’.

31) Al-Ḥajjāwī (d. 968), Ḥanbalī Faqīhen, siger: “Og der er intet problem med Tawassul gennem de retskafne.”

32) Al-Mardāwī (d. 885), Shaykh al-Madhhab, siger, at den korrekte holdning i Ḥanbalī Madhhab er, at Tawassul med retskafne personer er tilladt, og citerer derefter sin Imām Aḥmad b. Ḥanbal, der tillader Tawassul med Profeten ﷺ.

33) Ibn Mufliḥ (d. 883), Burhān al-Dīn, nævner historien om al-ʿUtbī i afsnittet om ‘ønskværdigheden af at besøge Profeten ﷺ’.

34) Ibn ʿAqīl (d. 513), Shaykh al-Ḥanābilah, siger, at man bør sige i Ziyārah: “O Allāh, jeg henvender mig til Dig gennem Din profet, Barmhjertighedens Profet. O Sendebud, jeg henvender mig til min Herre gennem dig og søger Hans tilgivelse for mine synder. O Allāh, jeg beder Dig ved hans (ﷺ) ret til at tilgive mig.”

35) ‘Abd al-Qādir al-Jīlānī (d. 561), Sulṭān al-Awliyāʾ, råder den besøgende til at sige: “O Allāh, jeg henvender mig til Dig gennem Din profet, Barmhjertighedens Profet. O Sendebud, jeg henvender mig til Ham gennem dig, idet jeg søger Hans tilgivelse. O Allāh, jeg beder Dig ved hans (ﷺ) ret til at tilgive mig og udvise nåde.”

36) Al-Taqī al-Ḥiṣnī (d. 829), Shāfiʿī forfatteren til det berømte værk “Kifāyah al-Akhyār”, forsvarer Istighāthah gennem Profeten ﷺ i sit værk med titlen “Dafʿ Shubah Man Shabbah Wa Tamarrad”.

37) Ibn ʿAllān (d. 1057), i hans kommentar til “al-Adhkār” af al-Nawawī, inkluderer en hel paragraf om Tawassul og Istighāthah. Han siger, at al-Subkī havde ret i denne sag.

38) Al-Samhūdī (d. 922), i hans kortere version af sit berømte værk “Wafāʾ al-Wafā”, har et kapitel om Tawassul, som han begynder ved at sige: “Tashaffuʿ og Tawassul gennem Profeten ﷺ og hans status og fortrinligheder stammer fra traditionerne af Sendebuddene og de retskafne Salaf.”

39) Al-Dimyāṭī (d. 1300), i sit smukke værk “Iʿānah al-Ṭālibīn”, siger, at det er anbefalet at sige dét, der er overleveret i historien om al-ʿUtbī, når man besøger Sendebuddet ﷺ.

40) Badr al-Dīn al-ʿAynī (d. 855), forfatteren til den mest storslåede kommentar af Ṣaḥīḥ al-Bukhārī uden tvivl, siger i indledningen til sit værk: “… mens jeg udfører Tawassul gennem Profeten ﷺ, Den Bedste i Skabelsen, og hans noble familie og ledsagere.”

41) Al-Zabīdī (d. 893) siger i indledningen til sin Mukhtaṣar af Ṣaḥīḥ al-Bukhārī: “Og hvad jeg søger fra Allāh er at drage nytte af dette værk…og at reformere vores formål og handlinger i kraft af vores herre Muḥammads ﷺ status, hans familie og alle hans ledsagere.”

42) Khalīl b. Isḥāq (d. 776), forfatteren til ‘Mukhtaṣar Khalīl’, som utvivlsomt er den vigtigste Mukhtaṣar i Mālikī Madhhab, siger: “Og lad ham udføre Tawassul gennem ham ﷺ og bede Allāh i kraft af hans fortrinligheder, for han er tilflugt fra byrden af synder og vægten af overtrædelser, fordi velsignelsen og storheden af hans forbøn hos hans Herre ikke kan forstørres af nogen synd. Og hvemend, der tror anderledes, er berøvet, fordi Allāh har sløret hans indsigt og vildledt hans opfattelse.”

43) Al-Zarqānī (d. 1122), en stor Mālikī-lærd, citerer udsagnet fra Khalīl (se ovenfor), mens han kraftigt forsvarer Tawassul og Istighāthah, i hans velsignede forklaring af “al-Mawāhib al-Laduniyyah”.

44) Al-Qasṭallānī (d. 923) inkluderer en sektion om Tawassul i sit berømte værk ‘al-Mawāhib al-Laduniyyah’, som han begynder ved at sige: “Og det er passende for den besøgende at øge bønner og påkaldelser, samt Istighāthah, Tashaffuʿ og Tawassul gennem ham ﷺ.”

45) Al-Qāḍī ʿIyāḍ (d. 544), i sit velsignede værk “al-Shifā”, citerer sin Imām Mālik b. Anas, der ordinerer Tashaffuʿ (at søge forbøn) gennem Profeten ﷺ, og godkender det.

46) Yūsuf al-Nabhānī (d. 1350) skrev en hel bog i forsvar af Istighāthah mod påstandene fra Ibn Taymiyyah.

47) Ibn Farḥūn (d. 799), en Mālikī Faqīh, siger i sin bog angående Manāsik: “Og sandelig, O Allāhs Budbringer, jeg har gjort uret imod mig selv, og jeg er kommet for at søge tilgivelse for mine synder; søger din forbøn hos min Herre, håbende om Hans tilgivelse gennem din forbøn…”

48) Al-Qurṭubī (d. 671), i sin forklaring af al-Qurān 4:64, nævner en historie om Tashaffuʿ, som minder om historien fra al-ʿUtbī, og accepterer den.

49) Aḥmad b. Ḥanbal (d. 241), imām af Ahl al-Sunnah ved konsensus, sagde, da han blev væk på vej til Ḥajj: “O Allāhs slaver (engle), vis os vejen!” Han fortsatte med at sige dette, indtil han fandt den rette vej.

50) Ibn Qudāmah (d. 620), den største Hanbalī autoritet i Madhhab, i sit berømte værk ‘al-Mughnī’, foreslår den besøgende om at sige: “Jeg er kommet til dig og søger tilgivelse for mine synder, søger din forbøn hos min Herre. O Herre, tilgiv mig, som du har tilgivet dem, der besøgte ham (ﷺ), mens han var i live…”

51) Mullā ʿAlī (d. 1014) citerer Sayyidunā Ibn ʿUmar, der siger ‘Yā Muḥammadāh’, og kalder dette for Istighāthah.

52) Al-Qalqashandī (d. 821) siger, at efter Profetens (ﷺ) afsked med jorden plejede folk at skrive breve til ham (ﷺ), der indeholdt Tawassul og Tashaffuʿ, især fra dem der ikke kunne besøge ham (ﷺ), fordi de boede i fjerne lande.

53) Al-Surramarrī (d. 776) siger, at det faktum, at vi kan gøre Tawassul og Tashaffuʿ gennem Profeten (ﷺ), er fra hans mirakler.

54) Ibn al-Nuʿmān (d. 683) skrev et helt værk om Istighāthah, som han kaldte “Miṣbāḥ al-Dhalām”.

55) Al-Ṭūfī (d. 716) siger, at bogen om Istighāthah, “Miṣbāḥ al-Dhalām” (se ovenfor), blev accepteret af samtykke fra hele Ummah på det tidspunkt, den blev skrevet. Han siger derefter, at Ijmāʿ i enhver tidsperiode er Ḥujjah, og fortsætter derefter med at forsvare Istighāthah selv.

56) Al-Yūnīnī (d. 726), en Ḥanbalī historiker, roser bogen om Istighāthah, “Miṣbāḥ al-Dhalām”.

57) Ibn al-Ḥajjāj (d. 391), en berømt tidlig poet, sagde i sin poesi: “Søg forbøn hos Profeten (ﷺ), for enhver slave, der søger hans forbøn, skal få hans bønner besvaret.”

58) Mūsā al-Ḥājib (d. 756) plejede ofte at læse verset om Tashaffuʿ nævnt ovenfor, med en lille variation.

59) Ibn al-Ḥājj (d. 737), en Mālikī Faqīh, tillader Tawassul, Tashaffuʿ og Istighāthah.

60) Al-Badr b. Jamāʿah (d. 733) sagde, at Ibn Taymiyyahs afvisning af Istighāthah gennem Profeten (ﷺ) er mangel på manerer og kraftigt afviser, hvad han sagde.

61) Al-Jazarī, Shams al-Dīn (d. 711), tilbageviste Ibn Taymiyyahs synspunkt om Istighāthah.

62) Ibn al-Jazarī, Shaykh al-Qurrāʾ (d. 833), siger, at udføre Tawassul gennem profeter og retskafne individer er en del af etiketten for Duʿāʾ.

63) Al-Fākihānī (d. 734) har et kapitel om Istighāthah i sit værk “al-Fajr al-Munīr”.

64) Ibn al-Subkī (d. 771), Shāfiʾī Mujtahid, siger, at hans fars værk, hvor han tilbageviste Ibn Taymiyyah, “Shifā al-Siqām”, bør læses op for almindelige muslimer for at lære dem om tilladelsen til Istighāthah.

65) Aḥmad Zaynī Daḥlān (d. 1304) tillader Tawassul og Istighāthah i sin bog “Fitnah al-Wahhābiyyah”.

66) Al-Sirāj al-Bulqīnī (d. 805), Mujaddid af 8. århundrede, blev spurgt om poesi med Istighāthah og nogen, der forbød det. Han sagde, at den, der forbød det, er en Jāhil og en årsag til Fitnah, og afviser derefter hans argumenter i dusinvis af sider.

(Fortsættes…)