Taṣawwuf: Hvad er de personers holdning til Ṣūfisme, som modstandere af disciplinen tager som Ḥujjah? - Del I
﷽
Muḥammad ibn ʿAbdil Wahhāb:
“Dem, der holder sig til religionen, er: Dem, der beskæftiger sig med at erhverve [eksoterisk] viden og fiqh og diskuterer dens anliggender såsom juristerne (al-fuqahāʿ), – og så er der dem, der beskæftiger sig med hengivenhed og tilbedelse af Allāh samt at søge det Hinsidige såsom Ṣūfierne. Allāh sendte derfor Sin Profet (ﷺ) med denne religion, som omfatter begge disse former for viden.”
[Fatāwā wa Rasāʿil, Side. 31]
Muḥammad ibn ʿAbdil Wahhābs søn, ʿAbdullāh sagde:
“Og vi afviser ikke Ṣūfismens vej, rensningen af menneskets indre tilstand fra snavs og synder, som påvirker både hjerte og lemmer – så længe personen forbliver inden for Sharīʿaens grænser.”
[Ad-Durar as-Saniyyah, 1/228]
Ibn al-Qayyim sagde:
“Religionen selv er fuldstændig god karakter, så den, der overgår dig i karakter, har overgået dig i religion; det samme gælder for Ṣūfismen.”
[Madārij al-Sālikīn”, 2/295]
Ibn Taymiyyah sagde:
“Og Allāhs Venner (Awliyāʿ), de er Muʿminūn (rettroende) og Muttaqūn (dem, der besidder taqwāʿ), om de så er kendt ved navne som faqīr (asket), ṣūfī, faqīh (jurist), lærd, handlende, soldat, producent, amīr eller hersker eller noget andet, [Qurʿān citeres]: ‘Sandelig, Allāhs Venner (Awliyāʿ) skal hverken frygte eller sørge. Dem, der har troet og har frygtet Allāh.’ [10:62-63].”
[Majmūʿ al-Fatāwā, 2/443]
Og han sagde endvidere:
“Og Ṣūfien er i virkeligheden en slags ṣiddīq [den sandfærdige], den ṣiddīq, der specialiserede sig i zuhd [askese] og ‘ibādah [tilbedelse].”
[Majmūʿ al-Fatāwā, 5/11]
Desuden sagde han:
“Nogle kritiserede ṣūfierne og sagde, at de var fornyere, uden for Sunnah, og nogle mennesker overdrev i deres sag og påstod, at de var de bedste i skabelsen og de mest perfekte efter profeterne, men sandheden er, at de stræber efter Allāhs lydighed, ligesom andre af Allāhs folk stræbte efter Allāhs lydighed. Så blandt dem vil du finde dem med størst nærhed [til Allāh] på grund af deres stræben, og nogle af dem er fra Folket af Højre hånd, men langsommere i deres fremskridt. For begge typer kan foretage ijtihād, og i så fald kan de have ret og de kan tage fejl. Blandt dem, der tilskriver sig dem, er der ham, der undertrykker sig selv og adlyder ikke sin Herre. En gruppe iblandt folk af fornyelse og kætteri har også tilskrevet sig dem. Dog, ifølge de autentiske folk af Taṣawwuf, er de ikke en del af dem.”
[Majmūʿ al-Fatāwā, 5/11]
Han bekræftede endnu en gang, som alle sande ṣūfī mashaykh advokerer, at taṣawwuf er acceptabelt, så længe det ikke modstrider Qurʿān og Sunnah og inden for Sharʿīahs grænser:
وكان المشايخ المصنفون في السنة يذكرون في عقائدهم مجانبة من يكثر دعوى المحبة والخوض فيها من غير خشية لما في ذلك من الفساد الذي وقع فيه طوائف من المتصوفة وما وقع في هؤلاء من فساد الاعتقاد والأعمال أوجب إنكار طوائف لأصل طريقة المتصوفة بالكلية حتى صار المنحرفون صنفين . صنف يقر بحقها وباطلها وصنف ينكر حقها وباطلها كما عليه طوائف من أهل الكلام والفقه . والصواب إنما هو الإقرار بما فيها وفي غيرها من موافقة الكتاب والسنة والإنكار لما فيها وفي غيرها من مخالفة الكتاب والسنة .
“Nogle mennesker accepterer alt inden for Ṣūfismen, hvad enten det er rigtigt eller forkert; andre afviser det fuldstændigt, både det forkerte og det rigtige, ligesom nogle lærde inden for kalām og fiqh gør. Den rette holdning til Ṣūfismen, eller hvad som helst andet, er at acceptere det, der er i overensstemmelse med Qurʿān og Sunnah, og afvise det, der ikke er det.”
[Majmūʿ al-Fatāwā; 2/353]
Imām al Dhahabī sagde:
“Jeg bar khirqa’ (kappe) af Ṣūfismen fra vores Shaykh, Muḥadithen, Zāhiden, Dhiyā’ al-Dīn ʿĪsā bin Yaḥyā al-Anṣārī fra Kairo, og han sagde: ‘Jeg bar den fra Shaykh Shihāb al-Dīn al-Suhrwardī [forfatteren af ’Awārif al-Ma’ārif] fra Makkah, fra hans onkel Abū’l Najīb.'”