Virkelig dialog mellem en Sunnī og en [oprigtig] Khārijī

Khārijī: Troen på, at et (begravet) menneske har den alvidende evne til at høre alle dine bønner til enhver tid fra ethvert sted på jorden og derefter give dig hjælp og udfrielse er… polyteistisk (uanset hvor mange forbehold du vil finde på for at rationalisere det).

Sunnī: Hvordan kan hardcore determinister samtidig være polyteister?

Khārijī: De er ikke konsistente.

Sunnī: Alle tilhængere af Istighāthah nævner eksplicit, at det ikke er en undtagelse fra deres deterministiske doktrin. Fra al-Taqī al-Subkī og frem til samtidige.

Khārijī: Siger du så også, at den åbenlyse betydning af sådanne bønner i en basal sprogbrug er polyteistisk? Det faktum, at du er nødt til at appellere til et komplekst doktrin for at retfærdiggøre denne praksis og effektivt sige: “De døde helgener kan ikke give faktisk madad eller gøre noget,” bekræfter min oprindelige pointe.

Sunnī: Det er ikke et komplekst doktrin eller noget obskurt.

وما رميت إذ رميت ولكن الله رمى

Alle almindelige mennesker forstår, at det ikke er medicinen, der helbreder dig – det er Allāh.

Khārijī: Jeg forstår. Jeg tror, at denne appel til determinisme er et teologisk smuthul eller et polemisk træk, som faktisk har lille manifestation i virkeligheden og i praksis. I mit synspunkt understregede jeg også samtidig alvidenhed, hvilket ikke har noget at gøre med spørgsmålet om determinisme.

Sunnī: Det er faktisk ikke et smuthul. Khalq al-Af‘āl vil ikke pludselig blive sat ud af spil, når vi taler om Istighāthah… Vi tror ikke, at Profeten ﷺ, for slet ikke at snakke om nogen mindre end ham, har evnen til at flytte selv ét atom af sig selv. Alvidenhed tilhører kun Allāh ﷻ.

Khārijī: Tror du, at Awliyā‘, der bliver påkaldt, altid hører tilbederne, der engagerer sig i istighāthah?

Sunnī: Hvis nogen skulle sige, at Awliyā‘ eller Profeten ﷺ hører Istighāthāt af Mustaghīthīn, ville det ikke være et problem, og det ville ikke modstride Allāh ﷻ som værende den alvidende alene. Det ligger inden for Allāhs magt at lade Profeten ﷺ høre, hvad Han ønsker. Nøgleord: يُسمعه ﷺ

Khāriji: Du bekræfter deres alvidenhed med hensyn til at høre disse bønner, men du grunder det i, at Allāh giver dem mulighed for at gøre det.

Vil det så være shirk, hvis jeg begynder at påkalde en velsignet sten fra Det Hellige Land (eller fra området af Profetens grav) for at bede den om at gå i forbøn for mig, hvis jeg troede, at Allāh gav den evnen til at høre mine bønner?

Sunnī: Ad hoc argumentet ang. stenen er gammelt og ikke analogt. Vi tror ikke, at Allāh gøre nogen ‘i stand’ til at gøre hvad som helst – snarere tror vi på, at Allāh skaber i dem evnen til at høre alt, hvad Han ønsker, de skal høre. Hører Profeten ﷺ alle fra øst og vest, når vi sender bønner til ham?

Khārijī: Dette er semantik, og pointen er ikke desto mindre den samme. Hvis en person fejlagtigt tror, at Allāh velsignede en sten i Madīna og “skabte inden i den denne evne” til at høre alt, hvad den bliver adresseret med. Ville du betragte det som shirk, hvis han begynder at påkalde den for forbøn i situationer med vanskeligheder fra tusinder af kilometers afstand og tror, at den kan gå i forbøn på hans vegne?

Sunnī: Jeg vil komme til ad hoc argumentet med stenen, selvom den ikke har nogen shar‘ī vægt som et argument. Men først: Er det etableret i Sharī‘ah, at Profeten ﷺ hører alle vores bønner til ham, i alle hjørner af jorden, på alle sprog. Er det korrekt? Betragter du dette som alvidenhed?

Khārijī: Det er ikke et ad hoc. Det er en test i at se, hvor konsekvent du vil være med din påstand, og teste de logiske følgeslutninger af en position. Hvad angår Profeten, hvorvidt han direkte hører alle bønner til ham eller ej, er jeg usikker på dette OG dens natur.

Sunnī: Så kan vi ikke fortsætte herfra. Sunnah er klar: Profeten ﷺ hører alle vores bønner til ham, for ikke at nævne beretningen om vores handlinger, der præsenteres for ham ﷺ. Hvis du ikke betragter dette som alvidenhed, er der ingen grund til at modsætte sig Istighāthah ved at sige, at det er alvidenhed.

Khārijī: For argumentets skyld, hvis jeg skulle give efter for dette, så fortæl mig, hvordan du ville svare personer, der udvider denne logik til livløse genstande, der kan gives sådanne evner.

Sunnī: Hvis nogen mener, at livløse genstande kan høre dem, må de bevise det. Vi har klare Nuṣūṣ om, at Profeten ﷺ hører vores bønner, og noget mindre klart for dem mindre end Profeten ﷺ (nogle brugte endda Qiyās).

Khārijī: Vi er begge enige om, at sådan en person tager fejl, og at der ikke findes noget gyldigt bevis. Diskussionen drejer sig mere om konsekvenserne af denne fejl.

Sunnī: Ja, dette er rent teoretisk. Noget kan være latterligt, uden at det er Shirk. En person, der tror, at en sten kan høre ham og bede for ham, har brug for plads på et psykiatrisk hospital, men det er ikke nødvendigvis Shirk, ligesom en person, der tænker på at gøre Tawassul med en sten. Uanset hvad er sådanne analogier meningsløse. Mit store problem med salafister er, at de erklærer Istighāthah for at være Shirk, uden noget gyldigt bevis. At sige, at det er Ḥarām, er fint og gyldigt, hvilket blot ville gøre det til en Fiqhī Khilāf.

Khārijī: Min holdning er, at din konklusion vedrørende stenen er absurd. Jeg sætter pris på din ærlighed, men jeg mener, at der bør undersøges for det underliggende ræsonnement af dette standpunkt. Dette ændrer ikke det faktum, at mange (hvis ikke de fleste) uvidende, almindelige mennesker, der deltager i disse praksisser, ikke er fuldt klar over de deterministiske doktriner og deres egentlige implikationer, og deres handlinger fortjener at blive betegnet som Shirk, som udtalt af en række præ-Najdī lærde.

Sunnī: Muligheden for, at noget bliver fordrejet på grund af uvidenhed, påvirker ikke dens oprindelige Ḥukm. Du bør referere til Shaykh al-Ḥanābila Muṣtafā al-Shaṭṭīs brev (er blevet delt på hjemmesiden – tjek Istighāthah del IV).