Forsvar af al-Imām al-Aʿdham Abū Ḥanīfah imod Irjāʿ anklager fra Neo-Khawārij, også kendt som al-Wahhābiyyah

﷽

Dette emne er blevet behandlet i stor stil af de lærde, men mange uvidende mennesker løber stadig rundt som hunde på line og forsøger at genantænde et slukket bål med deres falske påstande, som blev tilbagevist i tidernes morgen. Vi vil ikke holde tilbage fra at give et aggressivt svar, da de sekteriske kultister er i udpræget grad hjernedøde for at genoplive en ældgammel myte, der blev spredt angående Imām Abū Ḥanīfah (r) enten ud af Ḥasad (jalousi) eller på baggrund af rygter, der var baseret på misinformation, idet folk tenderede til at danne en holdning vedrørende den storslåede Imām uden at have mødt ham, hvorfor folk som Imām al-Bukhārī (r) endte med at fejlfortolke Imām Abū Ḥanīfahs (r) standpunkt, da han ikke vidste, hvor al-Imām al-Aʿdham snakkede fra. Telekommunikation fandtes ikke dengang, hvorfor man ikke lige kunne samle telefonen op og kontakte nogen direkte for at få verificeret skrøner ang. dem selv, som man kan i dag. Først når et rygte blev spredt, så ville det være i omløb i mange år – indtil de klassiske lærde dannede overblikket, fik adgang til samtlige resourcer og analyseret uenighederne for at komme frem til den endegyldige konklusion, at Imām Abū Ḥanīfah (r) var på Ḥaqq og andre havde enten misforstået eller spredt løgne om ham. Ydermere er det vigtigt at understrege, at langt de fleste Imāmer ikke var fri for falske anklager fra folk – selv ikke de andre Mujtahid Imāmer fra andre Madhāhib. 

Imām Abū Ḥanīfah (r) siger i Kitāb al-Waṣiyyah:

“Īmān øges ikke og mindskes ikke, fordi det beskriver en persons mindskelse [af Īmān] med stigningen af Kufr og en persons stigning [af Īmān] med mindskelsen i Kufr, så hvordan kan man være troende og vantro på samme tid?!” [Citat slut]

Mange vil nu se på denne udtalelse og tænke for sig selv, “Hvordan kan du ikke tro på stigning eller fald i Īmān?!” De vil evt. henvise til āyah fra Qurʿān (Sūrah al-Anfāl: 2), hvor Allāh siger:

إِنَّمَا الْمُؤْمِنُونَ الَّذِينَ إِذَا ذُكِرَ اللَّهُ وَجِلَتْ قُلُوبُهُمْ وَإِذَا تُلِيَتْ عَلَيْهِمْ آيَاتُهُ زَادَتْهُمْ إِيمَانًا وَعَلَىٰ رَبِّهِمْ يَتَوَكَّلُونَ

“De troende er dem, der føler ængstelse i deres hjerte, når Allāh ihukommes. Når Hans vers reciteres for dem, øger det deres tro (īmān); og de sætter deres lid til Allāh.”

Der er trods alt en tydelig indikation af stigning i Īmān her. Imidlertid er det i virkeligheden ikke helt sådan det er tilfældet, omend denne tanke hos læseren må strejfe, for vedkommende må henvises til Aḥnāfs værker og hvad de mente med dette. Hvad angår Imām Abū Ḥanīfah (r) med sin komplekse talenatur, er det vigtigt at være opmærksom på, at han ikke befandt sig i et sikkert område, hvorfor sådanne dybt kollektive udtalelser blev fremsat af Imāmen. Med “sikker” menes der, at der var meget Bidʿah i hans region grundet Murjiʿah, Khawārij, Jahmiyyah og Qadariyyah.

Så hvad menes der med denne udtalelse? Når Īmān diskuteres, bliver det normalt opdelt i to dele af Aḥnāf:

  • Det, du tror på (Muʿman Bihi).
  • Tilstanden af troen (Hāl/Kayfiyyah).

Den første type henviser til trosartiklerne – for eksempel troen på Allāh, Hans engle, Hans profeter, Hans bøger osv.

Den anden type henviser til måden, hvorpå denne tro ‘udtrykkes’. Er personen stærkt overbevist om disse ting? Føler personen nogle gange svaghed i tro (dette handler ikke om tvivl). For eksempel, hvis en person altid udfører gode gerninger, ville vi antage, at hans Īmān er stærk, da han virker mere gudfrygtig og overbevist. Med andre ord ville vi sige, “med gode gerninger øges Īmān, og med dårlige gerninger mindskes den.”

Når vores storslåede Imām fortalte, at Īmān hverken øges eller mindskes, refererede han ikke til Hāl-kategorien, snarere henviste han til den førstnævnte type – Muʿman Bihi. Han siger, “Hvordan kan man være Muʿmin og Kāfir i én tilstand?!” Hvis han havde henvist til Hāl-kategorien, ville han pludselig være enig med Khawārij, og det ville modstride Irjāʿ, hvormed hele Irjāʿ anklagen vil falde til jorden. Khawārij plejede at mene, at man ikke kan være synder og troende i én tilstand!

Og når vi læser videre i Imāmens troslære, vil denne pointe blive endnu tydeligere, idet han bruger følgende som beviser for undtagelser til Īmān:

“En troende er en sand troende, og en vantro er en sand vantro. Der er ingen tvivl i troen (for en troende), ligesom der ikke er nogen tvivl i vantroen (for en vantro). Som erklæringen fra Den Mest Ophøjede, “De er sande troende” [Sūrah Anfāl: 4] og “De er sande vantro” [Sūrah Nisāʿ: 151]. Synderne er alle fra Profetens ﷺ Ummah, og de er ikke vantro.”

[Kitāb al-Waṣiyyah, al-Imām Abū Ḥanīfah, Side 2]

Da Imām Abū Ḥanīfah (r) sagde, at synderne alle er fra Profetens ﷺ Ummah, mens de stadig er troende, viser det, når han sagde, at en troende er en sand troende og en vantro er en sand vantro, at han refererede til trosartiklerne, hvis vi forbinder det til erklæringen om, “Īmān øges ikke og mindskes ikke”. Dette bevises, fordi han i den sidste sætning siger, “Synderne er alle fra Profetens ﷺ Ummah, og de er ikke vantro.”

Det faktum, at han nævner synderne, viser, at man kan være muslim med nogle svagheder (ikke tvivl). Så i virkeligheden ville Imām Abū Ḥanīfah (r) sige, at alle synder, hvilket viser, at vi til tider kan blive svagere og stærkere i vores Īmān; herefter nævner han, at man ikke kan være troende og vantro på én gang, hvilket betyder, at man ikke kan tro og tvivle på nogle ting på samme tid, som Allāh siger i Sūrah Nisāʿ:

إِنَّ ٱلَّذِينَ يَكۡفُرُونَ بِٱللَّهِ وَرُسُلِهِۦ وَيُرِيدُونَ أَن يُفَرِّقُواْ بَيۡنَ ٱللَّهِ وَرُسُلِهِۦ وَيَقُولُونَ نُؤۡمِنُ بِبَعۡضٖ وَنَكۡفُرُ بِبَعۡضٖ وَيُرِيدُونَ أَن يَتَّخِذُواْ بَيۡنَ ذَٰلِكَ سَبِيلًا ,أُوْلَـٰٓئِكَ هُمُ ٱلۡكَٰفِرُونَ حَقّٗاۚ وَأَعۡتَدۡنَا لِلۡكَٰفِرِينَ عَذَابٗا مُّهِينٗا

“Sandelig, de der fornægter Allāh og Hans sendebude og ønsker at gøre forskel på Allāh og Hans sendebude og siger, ‘Vi tror på nogle og fornægter andre,’ og ønsker at tage en mellemvej – De er sande vantro.” [Sūrah Nisāʿ: 150-151]

Dette er også verset, som Imām Abū Ḥanīfah (r) citerede i sin erklæring i al-Waṣiyyah. Derfor bliver det tydeligt, at han henviste til trosartiklerne; ikke måden troen på dem udtrykkes på. For at afslutte denne falske anklage om Imām Abū Ḥanīfah (r), vil vi citere Imām Muḥammad al-Shaybānī (r) og Imām Abū Yūsuf (r), som var direkte ledsagere af Imām Abū Ḥanīfah (r), og hvordan de opdelte Īmān i disse to kategorier.

Imām Abū Yūsuf (r) sagde:

“Jeg er en sand troende, og jeg er en troende i Allāhs syn. Jeg siger ikke: ‘Min Īmān er som Jibrīl (ʿalayhis-salām) og Mīkāʿīls (ʿalayhis-salām) Īmān.'”

Imām Muḥammad (r) sagde:

“Det er Makrūh for en mand at sige: ‘Min Īmān er som Jibrīls.’ Men vi siger: ‘Jeg tror på det, som Jibrīl (ʿalayhis-salām) & Mīkā’īl (ʿalayhis-salām) tror på (dvs. trosartiklerne)’. Og vi siger ikke: ‘Min Īmān er som Abū Bakrs (ʿalayhis-salām).’ Men vi siger: ‘Jeg tror på det, som Abū Bakr (ʿalayhis-salām) tror på.'”

Det faktum, at Imām Abū Yūsuf (r) og Imām Muḥammad (r) siger, at Īmān ikke er som englenes og Abū Bakrs (ʿalayhis-salām) Īmān, viser, at de mente måden [det udtrykkes på] eller overbevisningen i troen – og ikke selve troens indhold. Mens, når de sagde, at Īmān ikke øges eller mindskes, mente de, at trosartiklerne ikke øges og mindskes, som Imām Abū Yūsuf (r) og Imām Muḥammad (r) siger, at vi tror på det samme som Jibrīl, Mīkāʿīl og Abū Bakr (ʿalayhimus-salām). 

[Bustān al-ʿĀrifīn, Abūʿl Layth as-Samarqandī, Side 125]

Imām Abū Ḥanīfah (r) siger også i Kitāb al-Waṣiyyah:

“Handlinger er anderledes end troen, og troen er anderledes end handlinger. Beviset for dette er, at mange gange bliver en handling ophævet fra en troende, og det er ikke tilladt at sige, ‘Īmān blev ophævet fra ham.’ Så et eksempel ville være, Allāh ﷻ har ophævet bønnen fra hende (kvinden under menstruationen), men det er ikke tilladt at sige, ‘Īmān blev ophævet fra hende og [hun] blev befalet til at forlade Īmān.’ Som den Guddommelige Lovgivning har stadfæstet, ‘Forlad fasten og gentag den derefter,’ men det er ikke tilladt at sige, ‘Forlad Īmān og gentag den derefter’. Det er tilladt at sige, der er ingen Zakāh for den fattige, men det er ikke tilladt at sige, der er ingen Īmān hos den fattige.”

Denne forståelse er kun for personen, der tror, enhver handling, der finder sted, skal repræsentere Īmān [dvs. for Khawārij]. Men hvorfor var der behov for Imām Abū Ḥanīfah (r) eller hans ledsagere for at foretage sådan en dybdegående gennemgang angående forståelsen for Īmān og handlinger (Aʿmāl)? Hvorfor kunne de ikke bare holde sig til det Profeten ﷺ sagde? Årsagen til dette er, ligesom i enhver anden henseende i religionen, at vi tager hul på et emne, når behovet opstår. I dette tilfælde var det Khawārij, der troede, at enhver handling alene svarer til Īmān, og at der ikke er en undtagelse eller nogen yderligere undersøgelse om tilstanden af Īmān for den person. I Profetens ﷺ tid dykkede de ikke ned i dette, da de havde Profeten ﷺ lige foran sig for at spørge om alt relateret til livet. Derudover var der færre intellektuelle konflikter i hans ﷺ tid sammenlignet med tiden for kommende lærde, der måtte dedikere en stor del af deres liv på at forsvare mainstream islām i den akademiske arena imod afskillige sekter.

Tilbagevisning af al-Khaṭībs beretninger

Det er vigtigt at påminde læseren om, at Tārīkh bøger er designet på den måde, at de ikke differentierer imellem autentiske, svage eller fabrikerede beretninger. Målet med denne genre er at samle alt, hvad der eksisterer på et emne, hvorfor man i Imām Khaṭīb al-Baghdādīs (r) Tārīkh vil finde beretninger, der indeholder ros og lovprisninger af Imām Abū Ḥanīfah (r) såvel som beretninger indeholdende uberettiget kritik og æreskrænkende beskyldninger. Imidlertid kan vi fortrøstningsfuldt konstatere, at disse beretninger som regel er fabrikerede eller massivt svage, som de lærde har påpeget. Immervæk tenderer vildledte folk med Ḥasad for Ḥanafī lovskolen at bringe disse beretninger op i ny og næ for at fremme deres maligne agenda. Imām Khaṭīb al-Baghdādī (r) skrev:

Abū Ḥanīfah stødte på en fuld mand, der urinerede, mens han stod op. Han sagde til ham: “Kan du ikke tisse, mens du sidder?” Den fulde mand kiggede Abū Ḥanīfah i ansigtet og sagde: “Gå væk, Murjiʿī!” Abū Ḥanīfah sagde derefter: “Dette er en straf fra dig for mig – for jeg har ligestillet din Īmān med Jibrīls Īmān.”

حدثنا أبو طالب يحيى بن علي بن الطيب الدسكري لفظا بحلوان ، أخبرنا أبو يعقوب يوسف بن إبراهيم بن موسى السهمي بجزجان ، حدثنا أبو شافع معبد بن جمعة الروياني ، حدثنا أحمد بن هشام بن طويل ، قال : سمعت القاسم بن عثمان يقول : مر أبو حنيفة بسكران يبول قائما ، فقال أبو حنيفة : لو بلت جالسا؟ قال : فنظر بوجهه وقال : ألا تمر يا مرجىء ؟ قال له أبو حنيفة : هذا جزائي منك؟ حيث صيرت إيمانك كإيمان جبريل !